Tip os
For første gang nogensinde skal der spilles landskampe på kunstgræsset på Jysk Park.
Foto: Martin Ballund

Jysk Park bliver vært for to landskampe

For første gang skal der spilles landskampe på Silkeborgs nye stadion, når U19-landsholdet for kvinder møder Schweiz i to testopgør
23. september 2017, 08.05

Fodbold Kun et par måneder efter indvielsen skal et dansk landshold for første gang i aktion på Jysk Park. Det sker, når U19-landsholdet for kvinder i midten af oktober møder Schweiz i to træningskampe.

- Vi er rigtig glade for, at kampene spilles i Silkeborg. Det er en mulighed for at vise stadion frem på en national scene, og så er det en mulighed for at sætte fokus på kvindefodbolden i kommunen, siger Anders Christian Larsen, der er idræts- og fritidskonsulent i Silkeborg Kommune.

Silkeborgs tidligere stadion, Mascot Park, har flere gange lagt græs til landskampe. Det seneste tilfælde var i 2013, hvor det kvindelige A-landshold tabte 0-1 til Holland foran 1126 tilskuere.


Skal spilles efter superligakamp

Nu er turen altså kommet til Jysk Park til to opgør, der skal spilles onsdag den 18. oktober og lørdag den 21. oktober. Kampen om lørdagen skal spilles lige efter SIF's superligakamp samme dag mod Sønderjyske.

De to landskampe er højdepunkterne i en uge, hvor der er en masse pigefodbold på programmet. Det er blandt andet aktiviteter i kommunens SFO'er og i klubberne.

- Arbejdstitlen er »Pigefodboldens uge«. Ugen står virkelig i pigernes tegn, siger Anders Christian Larsen.

Han håber, at landskampene bliver de første af mange på Jysk Park.

- Det er klart, at vi med den her kamp håber på, at vi kan få et frugtbart samarbejde op at stå med DBU.

- Vi har et håb om at bygge videre på det her og få tilbagevendende landsholdsfodbold til Silkeborg. Nu har vi i hvert fald rammerne til det, lyder det fra Anders Christian Larsen.

I kvindefodboldklubben SIF Q glæder formand Lene Bengtsson sig også over de udsigten til to landskampe.

- Det er de første landskampe på Jysk Park. Det bliver fedt at vise de flotte rammer, siger Lene Bengtsson.

- Det er helt fantastisk, at vi i Silkeborg kan få lov til at vise nogle af morgendagens talenter. Det kan også være med til at give noget opmærksomhed til pigefodbolden i byen. Jeg er rigtig glad for, at kampene spilles på stadion, og for at vi kan være vært på den måde, siger formanden.


Ordet er dit