Tip os
Lasse Mortensen - her flankeret af borgmester Jørgen Gaarde t.v. og kultur-og sundhedsformand Tage Nielsen - fik »Sporen« for sin indsats gennem 30 år for Sølund Festivalen.

Hæder til Sølund Festivalens ankermand

10. marts 2017, 10.25

SKANDERBORG »Sporen« - Skanderborg Kommunes pris til ildsjæle og igangsættere - går i år til Lasse Mortensen, den mangeårige leder af Sølund Musik Festival. Lasse Mortensen har været med fra starten i 1986 og ydet en kolossal indsats for festivalen, der er verdens største musikfestival for mennesker med udviklingshæmning og deres ledsagere, fremgik det af motivationen, da »Sporen« blev overrakt ved Foreningernes Aften i Kulturhuset i tirsdags. Prisen »Årets Leder« gik til Preben Buur Madsen fra Skanderborg Sejl og Motorbådsklub, der gennem snart 40 år været med i bestyrelsen og er kendt for sit altid gode humør og sin evne til at få alle medlemmer til at samarbejde og møde talrigt op, når der skal laves frivilligt arbejde. Prisen »Årets Idrætsudøver« gik til Thomas Purup og Amalie Benfeldt Poulsen fra Skanderborg Taekwondo Klub. De to sikrede sig i efteråret VM-bronzemedaljer i disciplinen freestyle for hold.


Ordet er dit