Tip os

Grundfos-penge hjælper udsatte i Peru

Bekæmper truende sundhedskatastrofe med rent og sikkert vand i det nordlige Peru
19. april 2017, 09.18

bjerringbro I Peru er mere end 800.000 mennesker nu ramt af et El Niño-lignende vejrfænomen, som har sendt endeløs regn ned over Andesbjergene i årets første tre måneder. De enorme mængder regnvand oversvømmer floder og dale på sin vej fra bjergene og ud mod Stillehavet og skaber massive ødelæggelser.

Piura-regionen i det nordlige Peru er et af de hårdest ramte områder, og situationen er kritisk, da vandreserver og spildevandssystemer er kollapset under oversvømmelser og mudderskred.

Over 20.000 indbyggere hårdt ramt efter nogle af de værste oversvømmelser i landets historie. Fire floder er gået over deres bredder i regionen og har blokeret 80 procent af hovedvejene.

En million hjælper

Med en million kr. fra Poul Due Jensens Fonds nødhjælpsreserve kan Practical Action hjælpe mere end 8.000 mennesker i Piura-regionen.

- Vi har arbejdet i Piura i flere år. Med fondens støtte kan vi sende akut nødhjælp til syv fattige landsbysamfund, hvor de lokale vandsystemer er blevet ødelagt af oversvømmelser og mudderskred, forklarer koordinator Max Watanabe.

8.350 beboere kan nu se frem til livgivende nødhjælp i form af 1.250 nødhjælpsvand-udstyr og grej og 8.350 myggenet, der sikrer overlevelse for de peruvianske familier som har mistet næsten alt.


Vigtig hjælp

Nødhjælpsprojektet vil også sikre hygiejnetræning, basale vand- og spildevandssystemer, rensning og opbygning af sikre vandkilder og -systemer, sikker opbevaring i hjemmet, dræning af vand fra oversvømmede områder samt bekæmpelse af smittebærende myg og insekter. ks


Ordet er dit