Tip os
Vesterlundvej 33 er med i konkurrencen. I beskrivelsen står der: Enfamiliehuset er opført i 2 plan - et stueplan og en parterre - i et kuperet terræn. Stueplanen ligger i niveau med ankomstvejen. Ved huset ryg mod ankomstvejen er hovedhuset forbundet via en overdækning til et skur. Overdækningen fungerer som carport. Fra carporten skaber overdækning og belægning i terrænet en naturlig markering mod husets indgangsparti i det nordvest vendte hjørne. Husets stueplan er vinklet 20 grader på parterreetagen. Denne vinkling skaber en terrasse i forbindelse med stueetagen, terrassen er placeret ovenpå parterreetagen. Huset er udformet med store vinduespartier mod syd, den øvrige bygningskrop er mere lukket, kun enkelte vinduespartier er placeret i de øvrige facader.



Giv din stemme: Nu skal de flotteste byggerier findes

Silkeborg Kommune og Midtjyllands Avis opfordrer læserne til at stemme på hvilke nye byggerier og anlæg, der har den flotteste arkitektur
19. september 2017, 11.31

SILKEBORG En flot arkitektur er med til at løfte helhedsindtrykket af en by. Derfor kårer Silkeborg Kommune hvert andet år flot arkitektur i to kategorier.

Den ene kategori er »private enfamiliehuse«, mens den anden kategori har fået titlen »alt det andet«, fordi denne kategori blandt andet rummer projekter som eksempelvis Torvet i Silkeborg, Silkeborgmotorvejen, boligbyggeriet Åviften og en ny spejderhytte i Sorring.

- Formålet er at sætte fokus på flot arkitektur. Arkitektur betyder ikke bare noget for de mennesker, som færdes i bygningen eller byrummet, men det betyder også noget for alle os andre, der færdes i kommunen. Derfor vil vi med præmieringen gerne understrege, at god arkitektur er vigtig for at løfte det samlede indtryk og oplevelsen af kommunen, siger plan- og byggechef Trine Skammelsen.


Højt niveau

I alt er der indstillet seks private enfamiliehuse og 15 andre byggerier og anlæg i den anden kategori.

Trine Skammelsen mener, at niveauet er højt.

- På de private huse ser vi mange fine løsninger, som både tager afsæt i noget helt nyt, men som også arbejder videre med noget eksisterende. I den anden kategori er der ligeledes mange flotte bud på god arkitektur, vurderer Trine Skammelsen.

Sammen med et dommerudvalg har hun kigget nærmere på de indstillede bygninger, og Silkeborg Kommune vil overrække en pris i hver kategori til et offentligt arrangement i Det Gamle Rådhus mandag den 2. oktober fra klokken 16.00.


Giv din stemme

Men Midtjyllands Avis vil også gerne være med til at sætte fokus på flot arkitektur.

Derfor opfordres læserne af avisen nu også til at komme med deres bud på, hvilket byggeri der skal have læserprisen for det flotteste enfamiliehus og læserprisen i den anden kategori.

- Vi vil gerne komme bredt ud med budskabet om, at god arkitektur er vigtig. Derfor er vi glade, hvis læserne af Midtjyllands Avis vil engagere sig i afstemningen, siger Trine Skammelsen.

Kig de to gallerier igennem og stem derefter på din favorit i de to kategorier.

God fornøjelse med at se og stemme på noget af det fineste arkitektur i Silkeborg Kommune!


Ordet er dit