Tip os
»Det har ikke været muligt for os hos Jysk Brandmuseum at få et skilt op for at vise hen til museet«, skriver Ib Thomsen.

Forskel på skilte i Silkeborg Kommune

04. april 2017, 13.44

DEBAT Det er mig en gåde, hvordan der kan være forskel på skilte.

Silkeborg Kommune vil gerne have flere turister til kommunen. En målsætning, der bliver svær at opnå, når der bliver spændt ben for turistattraktioners ønske om at få opsat skilte, der kan vise hen til stedet. Det har ikke været muligt for os hos Jysk Brandmuseum at få et skilt op for at vise hen til museet. Til trods for at det er det største museum af dens slags i landet.

Som grundlag for, at vi hos Jysk Brandmuseum ikke kan få et skilt op, er angivet, at det er for distraherende for bilisterne. Vi ønsker ikke at gøre vejene usikre, men når der bliver opsat elektroniske tavler flere steder i Silkeborg blandt andet i Østergade-krydset, er det svært at se, hvordan et skilt med teksten »Jysk Brandmuseum« kan være til fare for trafiksikkerheden, når et blinkende lys ikke kan.

Da Vejdirektoratet satte skilte på motorvejen i Herning og Aarhus, hvor bilisterne kunne se, at Silkeborg lå midt imellem de to byer, kunne politikerne næsten ikke få armene ned. Men her gjaldt det også reklame for byen - ikke seværdigheder.

Nej, Silkeborg Kommune vil gerne have omtalen og reklamen for kommunen gennem skiltningen, men kommunen vil ikke selv skilte for sine egne seværdigheder. For når det handler om seværdigheder, er skilte åbenbart mere farlige for trafikken, end reklame for kommunen er.

Hvad vil politikerne og embedsmændene opnå ved at forhindre turisterne i at finde frem til de turistattraktioner, der ligger uden for centrum af Silkeborg Kommune? Hvordan kan McDonald's sætte to skilte op - et i Østergade og et på Ringvejen, men vi ingen? Det er svært at forstå, hvad Silkeborg Kommune får ud af at afskærme turister fra de seværdigheder, der er uden for Silkeborg by, som for eksempel i Kjellerup. Det kunne ændre kommunen til det bedre, hvis politikerne og embedsmændene var mere åbne for de initiativer, som blomstre op rundt omkring i kommunen.

Så her kommer et par forslag: Sørg for, at turisterne kan komme til de forskellige turistmål ved bedre skiltning, og at turisterne kommer til den nordlige del af kommunen. Politikerne og embedsmændene burde tænke over, at kommunen har meget mere at tilbyde turisterne, hvis de vidste, hvad vi har at byde på. Og en måde at vise folk det er ved at skilte med det.


Ordet er dit