Tip os
Mikael Andersen lytter gerne til festivalsdeltagerne ønske - nu opfylder han et stort ønske for mange ved at sørge for mulighed for at købe specialøl på den kommende festival.
Foto: Jakob Stigsen Andersen

Festival er klar med smagfuld nyhed

Specialøl serveret på en 400 kvadratmeter stor terrasse med to træhytter skal skabe ekstra atmosfære ved fyrværkerifestivalen
17. juni 2017, 08.17

bjerringbro Fyrværker og festivalarrangør, Mikael Andersen, er ikke typen, der hviler på en succes. Han er altid parat til at lytte til, hvad der rører sig blandt festivaldeltagerne.

Således også ved årets festival sidste lørdag i august, hvor der er en spændende og meget smagfuld nyskabelse på pladsen.

- Rigtigt, rigtigt mange har spurgt efter specialøl, så der er et alternativ til den almindelige øl, der udskænkes på pladsen, siger Michael Andersen - klar til at skænke ikke bare de gode ønsker en tanke men også fire specialøl på et specielt område ved sommerens festival.

- Vi opfører med god sponsorstøtte to træhytter sammen med en kæmpe terrasse på 400 kvadratmeter med borde og siddepladser. Det bliver et tilløbsstykke uden lige. Også fordi området er for alle, forudser Mikael Andersen og forklarer om placeringen.

- Det bliver på den side, hvor der tidligere var en VIP-afdeling. Men længere nede på pladsen, så alle vil kunne høre og se musikken på scenen.


Nye tiltag

- Det bliver spændende at prøve noget andet - også for de mange festivaldeltagere. Derfor ændrer vi også år efter år på opsætningen af pladsen i et forsøg på at ændre noget godt til noget bedre, understreger Mikael Andersen om fyrværkerifestivalen.

Her er populære Rasmus Seebach hovednavnet, og han sælger billetter, siger arrangøren.

- Vi mangler kun at sælge 1200 billetter, men der ryger nogle hver dag. Blandt andet har jeg lige solgt 40 billetter til et firma, så der bliver udsolgt, når vi skruer op for festen til august, forsikrer Mikael Andersen.


Ordet er dit