Tip os
Elever på Hvinningdalskolen har i denne uge omdannet skolen til en miniby. Der var i går åbent særligt for forældre.

Byen på toppen holdt åbent

Elever indrettede skole til by med butikker og virksomheder
19. maj 2017, 11.39

SILKEBORG I denne uge har Hvinningdalskolen haft emneuge. Hele skolen har været lavet om til en by, hvor alle skolens elever har arbejdet i en af byens mange virksomheder.

Torsdag afholdt »Byen på Toppen«, som byen hedder, Open by Afternoon. Elevernes forældre var inviteret til at komme og se, hvad eleverne har foretaget sig i løbet af ugen.

Eleverne har været alt fra kosmetologer til journalister, bagere og skuespillere.

Vi lader en af skolens egne elev-journalister, Celina Leth Fredriksen, skrive om emneugen:

»Da de unge mødte ind på skolen i mandags, var der store forventninger fra de mange elever, der skulle starte i en ny virksomhed. De strømmede ind med smil på læberne - det kunne ikke gå for hurtigt.

Der har hele ugen været en feststemning med glade mennesker og god musik. Samarbejdet på Hvinningdalskolen har været i top i løbet af emneugen. Spisestederne i byen har været meget populære, det har også været de steder, flest folk har ansøgt. Der var dækket fint op på bordene og reklamer fra reklamebureauet var hængt op til inspiration.

Casinoet har også været populært. Her har de ældre elever især spillet alle deres »Hvinningdaler«, som var byens valuta, op.

Alle eleverne har elsket at være sammen med ældre og yngre fra andre årgange. Det har givet dem mulighed for at snakke med mange andre, som de ikke plejer at samarbejde med. Målet med ugen har været at give eleverne et indblik i det rigtige samfund.«


Ordet er dit