Tip os

Beruset mand truede kvinder i nattelivet

Den mest opsigtsvækkende sag for politiet i weekendens natteliv er en sag om en beruset mand, der truede tre kvinder
20. marts 2017, 12.19

SILKEBORG »Fuck jer for at trække mig i retten. I er færdige«.

Dette råbte en 22-årig mand fra Silkeborg til tre kvinder på Hostrupsgade natten til fredag. Og det var stort set den mest alvorlige episode denne weekend, hvor politiet var ekstra meget til stede i nattelivet på grund af sidste weekends grove voldsoverfald på et pizza-spisende par.

Episoden fandt sted omkring klokken 02.05, da den berusede man i forvejen havde gjort sig bemærket ved at have stukket en anden mand en lussing.

- Da betjentene fik fat i manden, begyndte han at råbe ad kvinderne, som ikke kender manden eller aner, hvorfor han pludselig begyndte at true dem, fortæller Thomas Hald fra politiet i Silkeborg.

Manden blev anholdt og sigtet for trusler og for at have uddelt en lussing.

Foruden denne episode blev et par mænd i løbet af weekenden sigtet for at tisse på gaden.

Desuden blev en 18-årig mand sigtet for at råbe højt på Nygade. Det koster ham en bøde.

Politiet har i weekenden konstant haft en patrulje i Silkeborgs natteliv.

- Vi må konstatere, at det har været en fredelig weekend, siger Thomas Hald.


Ordet er dit