Tip os
Freddy Hansen er en rar og vellidt kollega, der gerne deltager i sociale arrangementer i AVK-regi.

25 år hos AVK i Galten

17. maj 2017, 14.00

Torsdag den 18. maj kan Freddy Hansen fejre sit 25-års jubilæum hos AVK International A/S i Galten.

Freddy Hansen begyndte hos AVK den 18. maj 1992, hvor han blev ansat i fræsergruppen på maskinfabrikken på Smedeskovvej 40. Da maskinerne blev flyttet til Polen, rykkede han over i malerafdelingen, hvor han primært har arbejdet på daghold, men også haft en periode på nathold. I malerafdelingen har han arbejdet som maler, været i emaljen, og i dag passer han slyngrenseren.

Freddy Hansen er gift med Lisbeth og bosiddende i Galten. Sammen har de børnene Bente og Peter og ikke mindst børnebørnene Vitus og Villum, som han er den meget stolte morfar til. Familie og venner er noget, som Freddy værdsætter højt, og han er altid trofast og hjælpsom.

I fritiden står den på cykling. Om sommeren på landevejen, bl.a. en tur til Skagen og Langeland, og om vinteren går han til spinning for at holde formen ved lige. Derudover er specialøl en hobby for Freddy, og han er af og til selv brygmester. Udlandsrejser står også på programmet, når tiden er dertil.

AVK International A/S fejrer Freddy Hansen på dagen.


Ordet er dit