Tip os
De seneste dage har givet en række nye anmeldelser om tricktyverier i Skanderborg-området. De fleste går ud over ældre mennesker, men alle aldersgrupper bliver ramt, - muligheden skal bare byde sig, siger vicepolitiinspektør Finn Ellesgaard Nielsen, Sydøstjyllands Politi.

Politiet advarer mod tricktyve

- Vi ved, det er forår, når anmeldelserne om tricktyverier begynder at komme på stribe, siger vicepolitiinspektør Finn Ellesgaard Nielsen
11. april 2017, 11.13

SKANDERBORG/RY/GALTEN Violerne er sprunget ud, svalerne er på vej - og antallet af tricktyverier stiger igen i de midt- og østjyske byer.

Det mærkes hos Sydøstjyllands Politi, som nu går på banen med en række gode råd til borgerne om, hvordan de gør tricktyvene arbejde vanskeligere.

- Vi ved, det er forår, når anmeldelserne om tricktyverier begynder at komme på stribe, siger vicepolitiinspektør Finn Ellesgaard Nielsen fra Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

- Desværre er det kriminalitet, som vi i politiet ikke alene kan gøre noget ved. Selv om vi stod på ethvert gadehjørne, så ville vi aldrig kunne stå i enhver entré eller på perronen ved enhver togafgang. Derfor er det helt afgørende, at borgerne bliver opmærksomme på, hvordan de selv aktivt kan undgå at blive ofre for de meget opfindsomme tricktyve, siger han.


En stribe nye tilfælde

De seneste dage har givet en række nye anmeldelser om tricktyverier i Skanderborg.

Blandt andet hos en 94-årig kvinde, der i sin førstesals lejlighed på Adelgade blev opsøgt af en »nydelig« herre, der fortalte, at der havde været indbrud i hendes søns forretning, der ligger nede i stueetagen. Hun blev lidt forvirret og lukkede ham ind for at undersøge sagen nærmere. Mens hun gjorde det, stjal han hendes penge.


Tennisbold

Også det nye trick med en tennisbold, der smides ind i haven som et påskud til at ringe på døren og aflede beboeren er set i Skanderborg - senest onsdag hos en 80-årig kvinde, der netop havde handlet i Lidl på Vestergade i Skanderborg og blev kontaktet af en udenlandsk mand, der ønskede hjælp til sin mobiltelefon.

Hun afviste ham, men da hun kom hjem, stod der pludselig en anden udlænding uden for hendes terrassedør med en tennisbold i hånden og ønskede at komme ind. Den mistænkesomme kvinde gjorde anstalter til at ringe til politiet, og manden forsvandt i en fart. Her havde de to formentlig afluret kvindes dankort-kode i Lidl og var fulgt efter hende hjem i et forsøg på at stjæle kortet fra hende. Men hendes mistænksomhed fik dem på andre tanker.


P-pladser og banegårde

Tricktyvene færdes også jævnligt på p-pladser ved supermarkeder osv. Forleden blev en skanderborgenser, der stod ved sin bil, spurgt om vej af en udlænding, og mens han hjalp, listede en medgerningsmand hen og åbnede bilens højre dør og snuppede ejerens dankort.

Også på banegårde opfordrer politiet til forsigtighed. Venlige fremmede, der vil hjælpe ældre damer af toget, ender nogle gange med at stjæle deres punge.

Ligeledes skal man være opmærksom, hvis ukendte personer henvender sig og gerne vil tage en »selfie« med dem. Det indvilgede en horsensianer i på en bar i byen, og kort efter opdagede han, at hans mobiltelefon var væk.

Den bedste indsats mod tricktyvene er, hvis politi og borgere ved en fælles indsats kan minimere de tilfælde, hvor det lykkes for tricktyvene at få udbytte, siger Finn Ellesgaard Nielsen.

- Det, der skal til er, at borgerne kender til tricktyvenes fremgangsmåder, er opmærksomme og indretter deres adfærd efter denne viden.


Ældre særligt udsatte

- En del tricktyve går helt bevidst, tror vi, efter ældre medborgere, fordi de oplever dem som lette ofre. Derfor skal vi - uden at skræmme og uden at ødelægge vores livskvalitet og tryghed i dagligdagen - have italesat også over for denne gruppe, at vi skal være opmærksomme på trickene. Det er dog vigtigt at understrege, at alle aldersgrupper bliver ramt, - muligheden skal bare byde sig, siger vicepolitiinspektøren.

Tricktyve kan være af alle nationaliteter. Sydøstjyllands Politi kan dog konstatere, at anmeldere i sagerne ofte beskriver gerningsmanden eller gerningsmændene som østeuropæiske af udseende og oplyser, at de ikke taler et rent dansk. Men danske tricktyve findes altså også. sinn


Ordet er dit