Tip os

10 elever bortvist fra Levring Efterskole

De 10 elever er sendt hjem efter, at de har røget hash på skolen
16. juni 2017, 15.46

LEVRING I denne uge er 10 elever blevet bortvist fra Levring Efterskole efter, at de har indtaget hash. Skolen indkalder nu til forældremøde for de tilbageværende elever og forældre for at orientere om problemstillingen.

Reglerne er sådan set klare nok, forklarer forstander Svend Hagelskjær. Et efterskoleophold på Levring Efterskole er på ingen måder foreneligt med indtagelse af alkohol og stoffer. Det har eleverne været bekendt med lige fra første dag.

Til trods for det er ti elever i denne uge blevet bortvist, efter at det er blevet konstateret, at de enten har røget eller på anden måde indtaget hash.

- Det er en meget ulykkelig situation både for de elever, som er sendt hjem, men sandelig også for de tilbageværende elever og skolens medarbejdere, som alle er berørt af det, siger Svend Hagelskjær:

- Stoffer som hash underminerer fællesskabet. Det skaber en subkultur, som intimiderer omgivelserne og inddrager uskyldige, der tages som gidsler, fordi man ikke må sige noget til nogen.

- Derfor reagerede vi straks, da vi opdagede det første tilfælde, og vi er opmærksomme på, at der kan være flere elever involveret.

I forbindelse med samtalerne med de elever, som har indtaget hash, er det kommet frem, at det har udviklet sig over nogle måneder.

Og det ærgrer Svend Hagelskjær. Han mener, at skolens ansatte har været for længe om at opdage, at det skete.

- Det reflekterer vi naturligvis over i disse dage for fremadrettet at øge den forebyggende indsats, siger han.

I morgen søndag er forældre og elever indkaldt til et orienterings- og dialogmøde på skolen.

- Det er vigtigt for os, at vi hjælper forældre og elever til at forstå, hvordan og hvorfor vi har håndteret situationen, som vi har. Desuden vil vi gerne give forældrene mulighed for at stille spørgsmål, siger Svend Hagelskjær:

- Det er meget vigtigt for os, at kommende elever og forældre kan have tillid til, at vi driver efterskole i trygge rammer.

De 10 hjemsendte elever har alle færdiggjort deres prøver, og de kan derfor fortsætte deres uddannelsesforløb.


Ordet er dit