Pixeline og Hugo er Krea Medias største succeser.

Silkeborg-firma solgt til medie-gigant

28. november 2012, 08.44

SILKEBORG: Krea Media, der står bag børne-computerspil og apps som Pixeline, Flunkerne og Hugo, og som holder til på Glarmestervej i Silkeborg er solgt til Egmont kids Media.

Det betyder, at det fremover er Egmont der udgiver apps, bøger, aktivitetsprodukter, spil og merchandise med Krea Medias figurer som Pixeline og Flunkerne - men ikke Hugo.

For selv om Krea Media er solgt, beholder ejerkredsen bag rettighederne firmaet til Hugo, som er kæmpe succes verden over, og fremover hedder firmaet Hugo Games.

- Min motivation for at sælge til Egmont er bl.a. begrundet i Egmonts kompetencer inden for digitale ydelser til børn, her er Egmont uden tvivl de førende i Norden. Egmont har en meget spændende digital strategi og jeg føler mig overbevist om, at Egmont kommer til at sætte en helt ny digital standard for, hvor langt man kan nå med vores nordiske børnekarakterer,” siger Henrik Kølle, adm. direktør i Krea Medie i en pressemeddelelse.

Krea Media blev etablere i 2006, og omsætter for et tocifret millionbeløb om året.

Parterne ønsker ikke at opgive salgsprisen.



Ordet er dit