Jimmy Nielsen mener ikke, at hans personale kunne have handlet anderledes. Arkiv
Foto: Torben Larsen

Diskoteksejer roser Lasse

20. september 2012, 13.04

SILKEBORG: På Diskotek 80eren tester man i snit mellem to og otte gæster med de såkaldte hurtigtest om måneden, vurderer ejer Jimmy Nielsen.

- Og vi har før givet karantæne på den baggrund, og der er ikke nogle af dem, som vi tidligere har testet positive, som er kommet tilbage med en test fra deres egen læge for at bevise, at de ikke har taget ulovlige stoffer, så jeg vil tro, at der har været noget om det. Jeg ville da i hvert fald skynde mig at få bevis for, at jeg var uskyldig, hvis det var mig, fortæller Jimmy Nielsen.

Han beklager, at 22-årige Lasse Birch i første omgang fik to års karantæne fra byens natteliv, efter at han blev testet positiv for stoffer forrige lørdag på 80eren - men senere afleverede en ren urinprøve til diskoteket.

- Vi har selvfølgelig ingen interesse i at give karantæne til nogen, der ikke har taget stoffer, men mine medarbejdere gjorde, hvad de skulle. De brugte de test, vi har fået af politiet og fortalte ham, at han skulle gå til sin læge og få lavet en ny test, der beviste, at han var ren, hvis han ville undgå karantænen. Så de kunne ikke gøre meget mere, siger Jimmy Nielsen.

Selv om Lasse Birch ikke kunne få taget en narkotest hos sin læge, fastholder den lokale diskoteksejer, at det er måden at få ophævet karantænen og renset sit navn på.

- Det er det, vi har fået at vide af politiet, og det skal selvfølgelig ikke være to uger efter, men lige efter weekenden, understreger Jimmy Nielsen, som roser Lasse Birch, der efter at have afleveret resultatet af sin test - som nævnt - har fået ophævet sin karantæne.

- Som sagt er det første gang, at en af dem, som vi har testet positiv, kommer tilbage for at bevise, at han ikke har taget stoffer. Han gjort alt efter bogen, og det skal han have stor ros for, lyder det fra Jimmy Nielsen.

Andre af byens værtshuse - blandt andet Buddy Holly - bruger også hurtigtest for at tjekke for narko.



Ordet er dit