Tip os
Danser med Drenge spillede igen op på Skanderborg.

Danser med Drenge: Hjem til Skanderborg

09. august 2012, 08.28

Onsdag aften bød på et glædeligt gensyn mellem Danser med drenge og det trofaste publikum på Skanderborg.

Sidste år var bandet nemlig ikke at finde på programmet - til stor overraskelse for mange.

Derfor var det også et brøl fra tilskuerne, der bød det seks mand høje orkester velkommen tilbage på Danmarks Smukkeste Festival.

- Vi er tilbage på grund af jer. Tak for det, råbte bassist Klaus Kjellerup til de dansende mennesker foran scenen.

Og publikum råbte tilbage. Under hits som "Aldrig undvære dig" og "Grib chancen, når den er der" overdøvede stemmerne fra tilskuerne næsten forsangerinde Rie Rasmussen.

Hun husker tydeligt, hvor skuffede bandmedlemmerne blev, da de fik besked om, at de for første gang i 10 år ikke skulle være en del af festivalen.

- Sidste føltes som en rigtig god fest, man ikke blev inviteret til, siger Rie Rasmussen om 2011, som var det første år siden 2001, hvor bandet ikke optrådte under bøgetræerne.

Nogle fans kalder det "skandaløst" og "for dårligt", at Danser med Drenge, der traditionen tro har været en del af Skanderborgs festival i mange år, ikke fik lov at spille i 2011.

- De er jo indbegrebet af Skanderborg, fortæller Gerda Johannsen, som efter koncerten stod foran scenen for at hilse på bandet.

Men bandet selv har tilgivet festivalen.

- Det er jo ikke en stavnsbunden havefest, men en festival, hvor der skal udskiftning til, siger Klaus Kjellerup, men fortsætter:

- Vi regnede jo heller ikke med, at vi var ude for evigt.

Danser med Drenge nyder alle deres koncerter, men på Skanderborg især.

- Det føles som "vores" festival, og vi får så meget kærlighed fra publikum, at det vil man da ikke være foruden, siger Rie Rasmussen efter den sidste ventende fan har fået en autograf og et knus.

/ritzau/


Ordet er dit